En øl for at stamme i skurvognen. Tabasco i termokanden i stedet for kaffe. Det er et par af eksemplerne på mobning blandt håndværkerne på landets byggepladser. Nu vil Arbejdstilsynet have stoppet mobningen og sætter derfor gang i en kampagne på området.
"Vi har talrige eksempler på, at der er stærke og dominerende personer i håndværksbranchen, der nedgør og bagtaler de mindre stærke. Det giver anledning til mobning," siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Hasse Mortensen til MetroXpress.
Kampagnen, der har fokus på det psykiske arbejdsmiljø, kommer efter Arbejdstilsynet ved årsskiftet afsluttede en kontrol på 2.000 københavnske arbejdspladser i byggebranchen. Den afslørede massive problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Frem til april næste kan 500 byggepladser vente at blive udtaget til en stikprøvekontrol.
Fagforbundet Træ-Industri-Byg (TIB) hilser kampagnen velkommen.
"Det er et godt initiativ. Selvfølgelig forekommer det. Men folk går nok alene med det og vil ikke virke svage ved at åbne op og tale om det," siger Peter Hougård Nielsen, formand for bygningsgruppen i TIB.