En 52-årig håndværker er blevet sigtet i forbindelse med en brand, der torsdag brød ud i en etageejendom i Helsingør. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Håndværkeren er sigtet efter beredsskabsloven for at være uforsigtig. Det kan straffes med bøde.
Branden blev anmeldt torsdag klokken 10.50. Beboerne har fortalt, at branden opstod i forbindelse med at håndværkere var ved at lave en ny lem op til taget. I den forbindelse gik der ild i noget tagpap.
Alle beboere blev evakueret. Ingen kom til skade.
Ilden og røgen kom dog hurtigt under kontrol og blev slukket.