Kvindelandsholdet i håndbold tog afsked med OL-turneringen med sit fjerde nederlag på stribe, da Danmark blev besejret 24-30 af Frankrig i den sidste gruppekamp.
Danskerne, der ikke havde noget at spille for, havde tilsyneladende ikke mere at skyde med i turneringen og viste igen symptomer på de samme børnesygdomme, som har præget holdet i London.
Manglende skarphed i afslutningerne og for stor usikkerhed i angrebsspillet betød endnu engang, at danskerne måtte kæmpe for hvert eneste mål og for bare at hænge nogenlunde med.
Og når ikke engang Camilla Dalby kunne finde det franske mål - højrebacken plejer at have godt fat mod lige netop den modstander - så blev det ekstra svært.
Normalt plejer holdet at kompensere for de manglende mål med et solidt forsvar, og lige præcis mod Frankrig plejer Danmark faktisk at stå en fornuftig defensiv - i hvert fald, når der er noget på spil.
Men denne gang havde VM-sølvvinderne for let ved at komme til fadet, og specielt på kontra fik de mange lette mål i første halvleg.
Da den sluttede, førte Frankrig 17-10, og selv om Danmark vandt anden halvleg med et enkelt mål, endte det alligevel med turneringens største nederlag til danskerne.
Ikke nogen særligt pæn afskedsgave at give til assistenttræner Kim Jensen, der stopper efter 16 år på posten og fremover skal lede Aalborg Sportshøjskoles linje med særligt fokus på friluftsaktiviteter.
Også Mette Meldgaard spillede sin sidste landskamp. Hun er allerede stoppet på klubplan og vil fremover hellige sig jobbet som jurist.
Resultatet af OL-kampen betyder, at Danmark slutter næstsidst i sin gruppe og som nummer ni sammenlagt. Frankrig går videre som nummer et i puljen og møder Montenegro.
/ritzau/