Viborg har fortsat kun sat et enkelt point over styr i kvindernes håndboldliga, Primo Tours Ligaen.
Med en stensikker sejr på 31-23 over Nykøbing Falster hjemme i Viborg Stadionhal har topholdet nu et forspring på tre point til nærmeste forfølger, FC Midtjylland, som dog har en kamp til gode.
Selv om økonomien som så mange gange før driller i den traditionsrige klub, har træner Allan Heine formået at forme et solidt hold, der ikke havde nævneværdige problemer med NFH.
Måske var det et forvarsel om, at aftenen skulle gå skævt for NFH, da Kristina Kristiansen efter mindre end to minutters spil slog sin holdkammerat Mette Gravholt halvvejs knockout.
Stregspilleren Gravholt blev skubbet ud af balance og kom uforvarende i vejen for Kristiansens kanonskud, og så måtte hun ud at sunde sig på udskiftningsbænken.
Generelt var det mest forsvarsspillet, det kneb med for gæsterne, som aldrig for alvor fik bremset Viborgs angrebsbølger.
Playmakeren Line Uno satte viborgensernes spil fint op, og i Nykøbings mål fik hverken Mette Iversen Sahlholdt eller Ditte Vind fat i skytterne.
Falster-holdet kom ellers pænt fra start, men en scoringspause på seks minutter ændrede en føring på 6-5 til 6-10, og det kom gæsterne sig aldrig over.
Det stod 16-11 efter en første halvleg, hvor Viborg-målvogter Mie Sørensen spillede stærkt og havde en række redninger.
På intet tidspunkt efter pausen kom NFH tættere på end fire måls afstand, og til slut tabte holdet modet en smule.
Hjemmeholdet spadserede mod en komfortabel sejr, og Allan Heine understregede overskuddet ved at tage en timeout i slutminutterne for at rose sine spillere for en "superflot kamp".
/ritzau/