En piratliga med deltagelse af Europas absolut største klubber kan blive den yderste konsekvens, hvis det europæiske håndboldforbund, EHF. ikke lader klubberne få større indflydelse på den internationale klubhåndbold.
25 af de største klubber har skrevet under på, at de fra næste sæson lægger deres tv-rettigheder i forbindelse med internationale kampe i en fælles pulje. Den pulje kan EHF få råderet over, såfremt klubberne får mere at skulle have sagt. På lørdag mødes klubberne i Norge for at aftale deres endelige krav.
»Helt skævt«
»Klubberne kræver mere at skulle have sagt i sager der vedkommer dem selv. I dag ligger langt den største risiko hos klubberne, uden at vi får lov at være med ved bordet, når beslutningerne om europæisk håndbold tages. Det er helt skævt. Derfor kræves der nu, at EHF erkender, at klubberne er kernen i international håndbold, og agerer derefter,« siger Dan Hammer fra FCK Håndbold, som påpeger, at det ikke er et oplæg til konflikt men til dialog.
Sætter hårdt mod hårdt
Foruden FCK er der også deltagelse af Kolding i forsamlingen af klubber. Den jyske klub er en del af Group Club Handball, som er en kreds af de 16 af de største klubber på kontinentet, og Koldings direktør, Jens Boesen, skal repræsentere klubben på lørdagens møde.
»Vi risikerer at ødelægge håndbolden ved, at vi aldrig er enige endsige i dialog klubberne og EHF imellem. Det skal der rettes op på, ellers saver vi den gren over, som vi selv sidder på. Mødet på lørdag skal ikke ses som andet, end at vi nu sætter hårdt mod hårdt i forsøget på, at få EHF til at samarbejde,« siger han.
Jens Boesen ser sammenhold i håndboldverdenen som den eneste løsning på en af sportens helt store problemer: manglende udbredelse i de engelsktalende lande.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra EHF