Sverige og Qatar bliver formentlig de hårdeste gruppemodstandere, når de danske håndboldherrer til januar tager hul på VM i Frankrig.
Torsdag foretog Det Internationale Håndboldforbund (IHF) lodtrækning til det forestående VM.
Ud over Sverige og Qatar havnede landstræner Gudmundur Gudmundssons mandskab i gruppe med Egypten, Bahrain og Argentina.
Den danske landstræner er tilfreds med lodtrækningen, selv om han vurderer, at den gør perspektiverne lidt vanskeligere senere hen i turneringen, da Danmarks gruppe krydses med gruppe C, som blandt andet består af de tyske europamestre, Kroatien og Ungarn.
- Jeg er tilfreds med denne lodtrækning. Det er en fin gruppe at havne i, men ottendedelsfinalen kan godt blive hård, hvis vi ikke kommer godt ud af den indledende runde, siger Gudmundur Gudmundsson til Dansk Håndbold Forbunds (DHF) hjemmeside.
Danmark har de seneste år haft et lille overtag mod naboerne fra Sverige, som dog sendte danskerne ud af OL i London for fire år siden, hvor de to hold stod overfor hinanden i kvartfinalen.
Qatar nåede sidste år helt frem til VM-finalen med et stærkt kritiseret købehold bestående af spillere fra forskellige lande. Qatar tabte finalen med 22-25 til Frankrig, der stiller op som forsvarende verdensmester.
Ved VM-turneringen i Qatar blev Danmark drillet af Argentina, der i en gruppekamp indhentede en stor dansk pauseføring og fik uafgjort.
Danmark nåede sidste år frem til kvartfinalerne, hvor holdet blev slået af Spanien.
I gruppe A får de franske værter fornøjelsen af Polen, Rusland, Brasilien, Japan og Norge.
Gruppe B består af Spanien, Slovenien, Makedonien, Island, Tunesien og Angola.
Tyskland, Kroatien, Hviderusland, Ungarn, Chile og Saudi-Arabien er havnet i gruppe C.
De fire bedste hold i hver gruppe kvalificerer sig til ottendedelsfinalerne.
VM-turneringen i Frankrig spilles fra 11. til 29. januar med semifinale og finale i Paris.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.