Danmark får en overkommelig første modstander ved verdensmesterskaberne i den spanske by Sevilla i januar 2013. Således står lilleputnationen Qatar over for Danmark i den første kamp lørdag den 12. januar.
Det oplyser Dansk Håndbold Forbund.
Allerede dagen efter skal Danmark møde Rusland, hvorefter spillerne får lov at hvile sig en enkelt dag, inden Chile og Island venter de to næste dage. Sidste gruppekamp bliver mod Makedonien den 18. januar.
Kampene skal spilles i Palacio de Deportes san Pablo i Sevilla. En hal med plads til 9500 tilskuere.
Efter gruppekampene bliver Danmark i 1/8-finalerne stillet over for holdene fra gruppe A - en gruppe, der består af Frankrig, Tyskland, Argentina, Brasilien, Tunesien og Montenegro.
En første- eller andenplads i gruppen sender Danmark videre til 1/8-finalerne, som skal spilles i Zaragoza, mens pladser som nummer tre eller fire betyder, at holdet skal til Barcelona. Semifinalerne og medaljekampene bliver ligeledes spillet i Barcelona den 25.-27. januar.
Foruden at være Danmarks første modstander ved VM i 2013 er Qatar også værter for VM i 2015.
/ritzau/