Det blev til en ganske glimrende optakt til OL for de danske håndboldherrer, efter de fredag aften vandt Scandinavian Open ved at vinde 30-28 over Serbien.
Netop Serbien venter nemlig i gruppespillet til OL i London, og dermed må Danmark have det mentale overskud.
Kontraspillet så især godt ud, mens forsvaret også var bedre på plads end mod Norge torsdag.
Det danske landshold var i det hele taget serberne overlegne igennem store dele af kampen og førte på et tidspunkt med seks mål. Mod slutningen sneg der sig dog flere fejl ind. Og selv om der var tale om en venskabsturnering, endte kampen ikke uden en smule spænding.
Danmark lignede en sikker vinder af turneringen, men lavede nogle fejl, som sendte serberne op på 29-28. Det fik den serbiske træner Veselin Vuković til at tage en timeout med 13 sekunder igen.
Serberne stillede sig højt på banen, men fik ikke noget ud af besværlighederne. I stedet begik de straffekast, som Anders Eggert kunne sætte sikkert ind, efter uret var holdt med at tælle.
For at komme til finalen slog Danmark legende let Norge torsdag aften. De mødte i kampen om bronze Sverige, og her gav Sverige naboerne prygl med 34-26.
/ritzau/