I de døende sekunder brænder den unge Mikkel Hansen et skud langt ude fra, og dermed misser Danmark chancen for at vinde kampen. I stedet scorer Sydkorea efter en timeout, og Danmark har dermed tabt 31-30.
Før kampen formanede Ulrik Wilbek om, at koreanerne havde en tendens til at gå ned efter et kvarter i 2. halvleg. Det skete ikke, og Sydkorea holdt sig en scoring eller to foran danskerne.
Men specielt Jesper Nøddesbo sørgede med tre mål i slutfasen at holde Danmark inde i kampen. Lige meget hjalp det, og det var nogle slukørede spillere, der gik ud i omklædningsrummet efter kampen.
Laver ikke en ærlig tackling
Landstræner Ulrik Wilbek var heller ikke tilfreds:
- Det var spændende og fantastisk flot håndbold, der desværre får et dårligt resultat for os, sagde han til DR lige efter kampen.
Han giver det katastrofale danske forsvarsspil skylden for nederlaget:
- Alle de ting vi satte op i angrebet virkede, men vi får ikke fat i noget som helst i forsvaret. Vi kommer ikke frem og laver en ærlig tackling.
Tilbage venter Tyskland, Rusland og Island, der regnes for at være de stærkeste hold i puljen. Derfor er et point efter to kampe mod de på papiret letteste hold absolut utilfredsstillende for landstræneren:
- Det stiller os dårligt. Du forventer vel ikke, at jeg sagde, det stiller os godt, spurgte Ulrik Wilbek. Trods alt med et smil.