De danske håndboldherre klager over det gulv, der skal ligge brædder til onsdagens mellemrundeopgør mod Kroatien.
»Vi vil protestere over gulvet på det tekniske møde onsdag middag. Man kan ikke afvikle en håndboldkamp under sportslige vilkår på sådan en bane, og derfor vil vi nægte at gå på banen, hvis ikke der bliver gjort noget,« siger DHF-formand Carsten Thybo til Ritzau.
Danskerne blev opmærksomme på problemerne med gulvet, da de tirsdag aften for første gang skulle træne i SAP Arena i Mannheim, hvor bolden flere steder enten hopper skævt eller ligger helt død, når man slår den i gulvet.
Problemet skyldes, at arrangørerne har lagt et nyt gulv oven på det gamle, og det har skabt luftlommer, som resulterer i de mærkelige boldopspring. Danskerne er dog ikke de eneste, der har konstateret problemet, for det var de kroatiske modstandere, som gjorde danskerne opmærksomme på det, da de selv lige havde trænet i hallen.