Landstræner Gudmundur Gudmundssons forestående afsked med håndboldherrerne er det rigtige udfald på de seneste tre års samarbejde mellem islændingen og Dansk Håndbold Forbund (DHF).
Det mener håndboldeksperten Lars Krogh Jeppesen, som vurderer, at Gudmundur Gudmundsson ikke selv har truffet beslutningen om at stoppe, når hans kontrakt udløber til sommer.
- Selv om han har ledet mandskabet frem til en OL-guldmedalje, er jeg ikke overrasket over, at han ikke fortsætter.
- Der har været problemer i løbet af de år, han har været i jobbet. Både med spillet og med, at spillerne til tider har syntes, at det har været hårdt med den måde, tingene er blevet kørt på, siger Lars Krogh Jeppesen.
Han er tidligere landsholdsspiller, nuværende assistenttræner hos Team Esbjerg og håndboldekspert på DR.
Lars Krogh Jeppesen nævner, at spillerne har savnet humør og fleksibilitet i samlingerne, hvor for eksempel videoanalyse og to træninger om dagen har vejet tungt.
- Jeg ved, der har været gnidninger undervejs, og vi har jo set, at spillet ikke har fungeret. Det sidste fandt man løsningen på midt under OL, men nu har man alligevel valgt at sige stop.
- Resultaterne skal selvfølgelig være der, men arbejdsklimaet spiller også ind, og jeg tror, at man gerne vil prøve nogle nye ting af, siger Lars Krogh Jeppesen.
Han mener, at det er meget sigende, at man kan vinde en OL-guldmedalje og alligevel ikke blive enige om at fortsætte samarbejdet.
- Gudmundur Gudmundsson fortjener og skal have kæmpe stor cadeau for at have ledt et dansk hold frem til en OL-guldmedalje. Det er helt fantastisk.
- Han fortjener ros, men nej, jeg tror ikke, han selv har taget beslutningen.
Håndboldeksperten vurderer, at beslutningen er den rigtige for alle parter, og han er ikke bekymret for, at Danmark i januar skal spille VM med en træner, som er på vej ud af døren.
- Spillerne er professionelle, og hvis der er noget, Gudmundur Gudmundsson skal have ros for, så er det, at han er engageret og professionel.
- Man vil lave fælles håndslag og aftale, at VM bliver den store afslutning, og den skal man simpelthen have det bedste ud af, siger Lars Krogh Jeppesen.
/ritzau/