For den danske håndbold-delegation var det store rejsedag oven på søndagens finalelussing, der endte med en lammende 35-19-sejr til værterne fra Spanien.
Dansk Håndbold Forbunds direktør, Morten Stig Christensen, havde taget et tidligt fly og landede i København en halv time før spillere og trænere.
Og han benyttede lejligheden til at understrege, at Ulrik Wilbek nok skal rejse sig selv og holdet.
- Selvfølgelig rejser han sig. Han er verdens bedste træner. Og han har hentet så mange medaljer hjem til Danmark. Manden har tidligere på enestående vis formået at rejse sig og holdet oven på skuffelser, siger Morten Stig Christensen til TV2 News.
Ulrik Wilbek udeblev fra det obligatoriske pressemøde efter finalen. Landstræneren var for utilpas og havde taget en taxa hjem til spillerhotellet.
Ulrik Wilbeks fravær var en stor skuffelse for den spanske landstræner, Valero Rivera, som blandt andet kaldte Wilbeks opførsel for "uværdig".
- Jeg kan godt forstå ham. Som han siger "nu har jeg fire gange tabt til Ulrik, og hver gang er jeg dukket op til pressemødet", siger Morten Stig Christensen.
- Men jeg kan bekræfte, at Ulrik Wilbek havde det rigtig skidt. Vi betragter den sag som afsluttet.
Håndbold-direktøren var i det poetiske hjørne, da han skulle kigge tilbage på den forgangne VM-slutrunde, der fik en antiklimatisk afslutning med det ydmygende finalenederlag.
- Hvis man skal have et lækkert stykke ost, så nytter det ikke noget udelukkende at fokusere på hullerne i osten. Lad os fokusere på, at vi er verdens næstbedste hold, siger Morten Stig Christensen.
/ritzau/