Det er ikke kun på fodboldbanen, at det er gyldne tider for FC København i øjeblikket. Klubbens håndboldherre har fået den bedste sæsonstart nogensinde og ligner en seriøs kandidat til DM-guldmedaljer i denne sæson. Onsdag aften gik det ud over Skjern, som blev sendt retur over Storebælt med en sæk på 12 mål, 28-16 vandt københavnerne. Dermed har FC København nu 18 point for ni kampe, mens Skjern må tage til takke med en syvendeplads.
Det eneste hold, der kan følge med FC København rent pointmæssigt, er de forsvarende mestre fra Kolding IF, der også har maksimumpoint efter ni kampe, efter en sikker sejr på 30-22 over TMS Ringsted.
Ellers bød den niende spillerunde i herreligaen på nogle artige overraskelser, da det absolutte bundhold Lemvig fik sæsonens to første point, da de på udebane vandt 24-20 over Bjerringbro-Silkeborg. Rundens anden overraskelse stod Ajax Hereos for, da de på hjemmebane fik uafgjort 29-29 mod topholdet Viborg.
Uafgjort spillede Elite 3000 Helsingør og Fredericia også, da der stod 25-25 på måltavlen efter 60 minutter, mens GOG vandt en sikker sejr på 10 mål i Aalborg over AAB.