Afgørelsen har været længe under vejs, men nu skulle den være lige på trapperne: EM-slutrunden i kvindehåndbold bliver til noget.
Det erfarer TV MIDTVEST.
Flere kilder oplyser, at sundhedsmyndighederne skal have givet grønt lys til, at mesterskaberne kan afvikles, hvis arrangørerne lever op til de stramme retningslinjer og protokoller, som bliver udstukket. Blandt andet bliver der ifølge TV MIDTVEST’s oplysninger lagt vægt på, at disse retningslinjer ikke vil kunne lempes eller justeres undervejs i turneringen.
Værtskabet for EM i håndbold skulle have været delt mellem Danmark og Norge, men nordmændene trak sig som medværter for en uge siden.
Oprindelig skulle halvdelen af kampene i Danmark være spillet i Frederikshavn, men i starten af november blev det aflyst på grund af de skærpede restriktioner i Nordjylland. Herning og Boxen står altså nu tilbage med hele værtskabet for slutrunden.
For idrætsordføreren for Dansk Folkeparti, Dennis Flytkjær, der selv bor i Snejbjerg ved Herning er det vigtigt, at EM i håndbold bliver gennemført – både for Herning, men også for alle håndboldglade danskere.
- Især i denne tid er det vigtigt, at danskerne har noget at stå sammen om. Vi kan ikke lukke alt og tage livsglæden ud af alt. Håndbold-EM er en ting, vi alle kan stå sammen om, sagde Dennis Flytkjær til TV MIDTVEST tidligere i mandag.
Han påpeger, at der også er en anden dimension, der er vigtig at huske.
- EM giver noget omsætning til hotellerne, når der kommer spillere og journalister til byen. Selv om det kun er en lille del i forhold til et normalt mesterskab, så bør man også have det i mente.
Første kamp ved EM bliver spillet den 3. december.