Den brasilianske fodboldspiller Diego Tardelli fra klubben Shandong Luneng i Kina har fået en af den slags karantæner, som mange europæere nok har svært ved at forstå.
For midtbanespilleren har hverken lavet en for voldsom tackling, overfuset dommeren eller været i clinch med tilskuere.
Hans forbrydelse består i, at han under afspilningen af Kinas nationalmelodi gned sig i ansigtet med den ene hånd.
Sidste år vedtog regeringen en lov, som gjorde det klart, at man kunne blive straffet for ikke at opføre sig passende under nationalmelodien.
At gnide sig i ansigtet er åbenbart i Kina ikke passende, når "De frivilliges march", som landets nationalsang hedder, bliver afspillet.
Derfor har fodboldforbundet givet Tardelli en kamps karantæne.
- Tardellis opførsel var ikke passende, da nationalsangen blev spillet og sunget, hvilket forårsagede negative sociale konsekvenser, lyder begrundelsen fra Det Kinesiske Fodboldforbund.
33-årige Diego Tardelli har spillet for Shandong Luneng siden 2015, hvor han kom til fra Atlético Mineiro i hjemlandet.
Mellem 2009 og 2017 spillede han 14 landskampe for Brasilien og lavede tre mål.
/ritzau/