Efter en halvsidig lammelse kunne den 62 år gamle spainier, Iñaki L., ikke længere bruge sin højre hånd. Allerede som 19-årig mistede han sin venstre hånd ved en arbejdsulykke. Derfor fik han transplanteret sin højre hånd til venstre arm, skriver Politiken.
Trods den manglende venstrehånd har Iñaki levet helt almindeligt liv med et job i en sparekasse. I fritiden var han endog langt mere aktiv end gennemsnittet og dyrkede masser af idræt, blandt andet bjergbestigning.
Men en dag for fire år siden, fik Iñaki L. en hjerneblødning, som gjorde ham lam i højre side af kroppen. Herefter var han dybt afhængig af konens hjælp i alle de daglige gøremål.
Kuriøs operation på tv
En dag så parret ved et tilfælde en tv-udsendelse om kirurgen Pedro Cavadas, der havde transplanteret nye hænder på en kvinde. De kontaktede kirurgen, som anbefalede at flytte Iñakis ene hånd over på den arm, han stadig kunne bruge. Ved at bruge Iñakis egen hånd, mindskedes risikoen for at hans krop ville afstøde hånden. Og efter en mere end 12 timer lang operation havde hånden holdt flyttedag. Tommeltotten blev under operationen rykket om ved siden af lillefingeren, der i dag får jobbet som pegefinger.
Godt en måned er gået, og operationen lader til at være vellykket.
- Patienten er glad. Han kan allerede bevæge hånden lidt, siger Virginia Cavadas, søster til den opfindsomme kirurg til nyhedsbureauet AFP.
Forude venter dog en lang periode med intensiv optræning af hånden.