Selv om Ulrik Haagerup snart forlader chefredaktørposten på Nordjyske Medier til fordel for en stilling som nyhedschef på DR, har han ikke lagt den nordjyske beskedenhed bag sig. På spørgsmålet om, hvad han vil tilføre DR’s nyheder, svarer han:
»Man skal huske sine nordjyske rødder og sige, at det ikke er alt, der skal laves om, og at der bliver lavet rigtig meget godt på DR.«
Den kommende nyhedschef vil endnu ikke afsløre for meget om, hvad han vil gøre ved nyhedsdækningen på Danmarks Radio:
»Men det er da klart, at lige som et hvilket som helst andet lederjob, er man jo ikke bare værkfører. Man kommer ind og tilfører stedet noget. Hvad situationen er på DR, og hvad der mangler, skal først undersøges,« siger Ulrik Haagerup, der kun vil lette sløret for de overordnede linjer:
»Jeg skal være med til at geare DR til at være med og til den medievirkelighed, vi er langt inde i. I gamle dage var dem, der havde mediemagten, dem der sad på monopolet. I dag er det dem, der har rettigheder til originalt indhold, der giver mening for folk. Hvad enten det er købt eller selvproduceret, skal det være troværdigt og vedkommende.«
Så du vil være med til at gøre DR’s nyheder mere vedkommende?
»Ja, det vil jeg gerne være med til. Jeg er historiefortæller. Jeg vil have historier, der rører og rager.«