Ukraine fik ikke medhold i de fleste af de anklager mod Rusland, som ukrainerne er gået til FN's øverste domstol, Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag, med.
Onsdag har ICJ afvist store dele af anklageskriftet mod Rusland, der handler om finansiering af terror i form af økonomisk støtte til prorussiske grupper i det østlige Ukraine.
FN-domstolen giver dog Ukraine medhold i, at Rusland har overtrådt dele af FN's antiterrorlovgivning.
Det er sket ved, at Rusland har undladt at efterforske økonomisk støtte til prorussiske grupper i det østlige Ukraine.
ICJ beordrer onsdag Rusland til at efterforske påstande om terrorfinansiering.
Domstolen har dog ikke beordret Rusland til at betale erstatning, som Ukraine havde krævet.
ICJ tager heller ikke stilling til Ruslands påståede ansvar for nedskydningen af et fly fra Malaysia Airlines i 2014, hvor alle 298 passagerer omkom. Flyet var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.
Sagen ved ICJ har været længe undervejs. Den blev anlagt af Ukraine i 2017.
Ukraine anklager Rusland for at være en "terrorstat" og har krævet, at Rusland skal betale erstatning til de efterladte til de 298 dødsofre. Men det giver domstolen i Haag heller ikke Ukraine medhold i.
Derimod mener ICJ's dommere, at Rusland har forbrudt sig mod FN's traktat mod diskrimination ved ikke at sikre, at ukrainere på Krim-halvøen har ret til at blive undervist på deres eget sprog.
Undervisning på ukrainsk faldt markant, efter at Rusland i 2014 erklærede, at landet havde annekteret Krim.
Ukraine får dog ikke tilkendt en erstatning for den diskrimination, afgør ICJ.
Ukraine har også anklaget Rusland for at diskriminere etniske tatarer og ukrainere på Krim efter annekteringen. Men den anklage har ICJ's dommere heller ikke givet ukrainerne medhold i.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters