Den lammende londonske tåge er nu på vej til at lette og give luftrummet tilbage til flyene. Siden onsdag har flytrafikken været lammet i den engelske hovedstad, og mere end 70.000 mennesker har fået aflyst deres fly. Alene i Heathrow er der blevet aflyst mere end 1000 afgange, siden tågen sænkede sig over lufthavnen onsdag. Det var stadig muligt at lette og lande i lufthavnen, men flyvelederne havde sænket antallet af tilladte flyvninger med mere end 50 procent.
British Airways siger til BBC, at der stadig er aflysninger lørdag morgen, men at selskabet regner med at gennemføre 95 procent af sine afgange efter lørdag middag, og søndag skulle flytrafikken gerne være normal igen.
Det vil være en stor lettelse for de mange strandede passagerer, som fylder Heathrow lufthavn til bristepunktet. Ifølge avisen The Telegraph har lufthavnen uddelt tæpper og mad, men pladsmangelen har tvunget folk til at sove siddende ved borde og nærmest oven på hinanden på bænke og på gulvet.