Den velkendte duft af popcorn, lyden af barnestemmer og forventningens glæde. Det er, hvad man møder, når man træder indenfor i Palads-biografen i København. Det er vinterferie, og biografen er et af de foretrukne tilholdssteder for familier med børn i alle aldre.
»Det er dejligt at have vinterferie. Særligt når man er i biografen,« siger femårige Asta, der er i biografen for at se tegnefilmen »Boog og Elliot«.
Asta er en af de mange, der sammen med familien har valgt at søge inden døre og synke ned i de bløde, veloursæder i biografen. Her er det muligt for et øjeblik at glemme vinterens kulde og regnen, der siver ned i stænger udenfor.
En af de meget populære film, man kan se i vinterferien, er den danske adventurefilm De fortabte sjæles ø , instrueret af Nikolaj Arcel. Begejstringen lyser ud af øjnene på Joakim, 11 år, da han kommer ud fra biografens mørke.
Seje effekter
»Det er bare helt vildt sejt med specialeffekter. Det er også super cool, at det er en dansk film,« fortæller Joakim, der er taget i biografen med sin storesøsters gudmor. Hun er noget ældre end Joakim, men indrømmer, at hun gerne ville have haft en pude med til at gemme sig bag, når filmen blev for uhyggelig.
Der er rig mulighed for at udnytte de sidste dage af vinterferien til en tur i biffen. Der er nemlig mange gode børne - og ungdomsfilm på plakaten. Nyhedsavisen kommer her med et bud på, hvad der er godt at se.