På flere gymnasier landet over er der mandag demonstrationer mod regeringens udspil til en reform, fordi flere større gymnasier står til at skulle spare.
Klokken 13 går elever på gaden på Rådhuspladsen i København, men på flere gymnasier er de allerede i gang.
Silkeborg Gymnasium er landets største og står til at miste otte millioner kroner om året med regeringens kommende reform, som blev præsenteret af undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i oktober.
Mandag morgen står flere hundrede elever foran gymnasiet og strejker.
Maria Pedersen er elev og arrangør af strejken ifølge en pressemeddelelse fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
- Fordi vi er så mange elever på Silkeborg Gymnasium, har vi mulighed for at vælge mellem en masse forskellige fede fag og studieretninger.
- Det er fordi, vi er så mange, at vi kan have aktive elevudvalg, som skaber noget særligt for alle. Det er det, som Tesfaye vil begrænse med sin reform, og det er det, som vi strejker for at beskytte, siger Maria Pedersen.
I oktober præsenterede regeringen et reformudspil på uddannelsesområdet, så der fremover bliver tre muligheder for at tage en ungdomsuddannelse.
Et alment gymnasium (stx), et handelsgymnasium (hhx) og et helt nyt erhvervs- og professionsrettet gymnasium, som skal erstatte hf. Det kaldes epx.
En del af udspillet er, at udkantsskoler skal have et løft på bekostning af de større gymnasier.
Mattias Tesfaye mener, at store gymnasier kan have stordriftsfordele, mens gymnasierne mener, at fordelene forsvinder, fordi nogle af dem er spredt ud over flere adresser.
Regeringen vil også afskaffe A-fagstillægget, hvilket kan give færre naturvidenskabelige studenter.
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning håber, at regeringen og resten af Folketinget lytter.
- Vi håber, de tager vores bekymringer og Danmarks fremtid seriøst, når de går ind på Borgen, siger Joachim Federspiel, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og organisator af demonstrationen.
Det er gymnasieelever fra hele landet, der strejker og har meldt deres ankomst til demonstrationen, der starter klokken 13 på Rådhuspladsen i København.
Herefter går de mod Christiansborg, hvor der vil være taler af folketingsmedlemmer og gymnasieelever.
/ritzau/