Fraværet i det almene gymnasium er så højt, at det næsten svarer til, at eleverne er væk fra skole en dag hver anden uge. Det skriver Berlingske.
I 1.g har elever ifølge stikprøve syv procent fravær. I 2.g og 3.g er tallet ni procent.
På HF er tallet endnu højere, 15 procent på første år og 16 procent på andet år, og på VUC bliver HF-kursisterne i snit på de to år væk fra 20 procent af undervisningstiden.
Det viser en stikprøve med tal for elevfraværet på de almene gymnasier og HF, som Undervisningsministeriet har gennemført.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener, at stikprøvens resultater skyldes "en slap uddannelseskultur".
- Det ligner for meget slendrian, og det vidner om en sjasket kultur på nogle uddannelsessteder. De lokale tilstedeværelseskrav fungerer tydeligvis ikke. Det er det arbejdende Danmark, der betaler for de unge menneskers uddannelse, og så må de unge tage uddannelsen alvorligt og møde op, siger Merete Riisager til Berlingske.
Ministeren vil "gå i tænkeboks" før hun lancerer initiativer, der kan nedbringe fraværet.
Frem til 2005 kunne gymnasieelever have op til ti procents fravær uden at risikere sanktioner. Reglerne blev dog ændret med gymnasiereformen i 2005.
Reformen betød, at de enkelte gymnasier fik frihed til at fastsætte lokale fraværsregler. Det skete for at få bragt fraværet ned.
Men det er ikke sket, mener Merete Riisager.
- Der er store forskelle mellem uddannelsesinstitutionerne, men tallene tyder på, at kravene og forventningerne til de unge er for uklare og diffuse, siger hun.
/ritzau/