En 17-årig pige er onsdag ved Retten i Næstved blevet frifundet for trusler mod Slagelse Gymnasium.
Det skriver Sjællandske på sin hjemmeside.
I et natligt opslag på det sociale medie Instagram skrev pigen: "Jeg bliver den næste school shooter guys, lmao watch out".
Lmao står angiveligt for laughing my ass off (jeg griner min røv i laser, red).
Næste morgen - den 12. september - blev pigen anholdt, da hun kom til gymnasiet.
Onsdag blev hun så stillet for retten, tiltalt for trusler. Her nægtede hun sig skyldig.
- Jeg har aldrig haft til hensigt at true nogen, lød det ifølge sn.dk fra pigen i retten.
Og den forklaring blev godtaget af en enig domsmandsret, der frifandt pigen for trusler.
- Jeg har noteret mig rettens afgørelse om frifindelse. Det er ikke i overensstemmelse med den påstand, som blev nedlagt under sagen, siger sagens anklager, Rune Jensen, til DR Nyheder.
- Anklagemyndigheden vil nu overveje spørgsmålet om at anke dommen, fortsætter han.
Rektor på Slagelse Gymnasium Lotte Büchert understreger over for DR Nyheder, at hun traf den rigtige beslutning ved at anmelde sagen til politiet.
- Jeg har ansvaret for 1300 elever, og jeg kan ikke bare lade, som om noget måske er for sjov. Jeg er nødt til at tage det alvorligt, når der kommer sådan en trussel, siger hun til dr.dk.
/ritzau/