Mange varebiler er registreret med en totalvægt på 2.001-2.500 kg. En vægt, der ikke refererer til bilens faktiske vægt, men til hvad den må veje, når den er maksimalt læsset. Mange laster aldrig deres varebil maksimalt, hvilket betyder, at man kan lade bilen nedveje og slippe billigere i vægtafgift end ellers.
Den mulighed har altid været til stede, men gjorde man det, fik man en højere registreringsafgift. Men med de nye bilafgifter slipper man for det. Mellem 80.000-100.000 biler er omfattede af den nye ordning, og der har i juli været så stor travlhed i synshallerne - fordi mange har villet nedveje deres biler - at flere politikere har luftet muligheden for at lukke hullet i loven ved en lovændring.
Stadig penge at spare
Og det er stadigvæk muligt at spare penge ved at lade sin bil nedveje. Den nye lov, der gælder for små varebiler, som er registreret med en totalvægt på 2.001-2.500 kg., er stadig gældende. Ændres loven igen, bliver det først senere på året. Ejerne kan derfor endnu nå at nedveje deres gulpladebiler - og spare penge på det i år.
»Mange har rettet henvendelse angående nedvejninger af varebiler, som har fået megen omtale i pressen den sidste tid,« siger Jørgen Andersen, der er kvalitetschef hos Applus+ Bilsyn. Han forklarer, at et rygte, der har floreret, om at det ville være slut med nedvejning af biler den 1. august, ikke har noget på sig.
Intentionerne holder
»Det var den berømte historie om den ene fjer, som blev til ti høns. Vi reagerer på de love, Folketinget vedtager. I øjeblikket har de fået vedtaget en lov, der betyder, at man med fordel kan nedveje biler på gule plader. Og skulle de senere vedtage en lov, der igen sætter priserne op på gulpladebiler, så vil vi selvfølgelig også fortælle om det,« siger Jørgen Andersen, der mener, at lovgivningen ikke er noget hul, der skader intentionerne med de nye bilafgifter.
»Jeg er sikker på, at Skat, når de gennemgår deres beregninger, ser, at loven samlet set hænger sammen. Reelt betyder nedvejningen af gulpladebiler, at bilerne ikke længere må køre med så megen last som tidligere - og derfor heller ikke forurener, som når de er meget tungt læsset. Samlet set skal Regeringens skattestop jo også holdes - og denne lov var en del af grundlaget for afgiftsstigningerne på de biler med ringe brændstoføkonomi, som steg kraftigt. Samtidig faldt afgifterne for visse gulplade biler. Hvis de så igen stiger, kunne det ligne et brud på skattestoppet,« siger Jørgen Andersen.