En guldfarvet sofa med stjernestøv fra både TV-skærmen og Superligaen ryger under hammeren hos Bruun Rasmussen fredag den 22. maj klokken 17. Sofaen stammer fra TV 2-programmet Totalfodbolds studie og blev skabt som en hyldest til AGF's første danske mesterskab i 40 år.
Møblet er ombetrukket i guldfarvet stof og udsmykket af den aarhusianske kunstner og erklærede AGF-fan Kristian Djurhuus, bedre kendt under kunstnernavnet MORMOR. Under guldfejringen i Aarhus blev sofaen signeret af en række af de spillere, der sikrede klubben mesterskabet i sæsonen 2025/26, heriblandt Patrik Mortensen, Kristian Arnstad, Felix Beijmo og Tobias Bech. Også den aarhusianske musiker Thomas Helmig har sat sin autograf på det usædvanlige samlerobjekt.
Hele provenuet fra auktionen går til Røde Kors Aarhus, der i 2026 markerer sit 150-års jubilæum. Foreningen blev stiftet i 1876 og er dermed en af landets ældste lokalafdelinger. For at sikre, at så meget som muligt af salgssummen ender hos den lokale hjælpeorganisation, dropper Bruun Rasmussen samtlige salærer og gebyrer i forbindelse med salget.
Auktionshuset, der har afholdt auktioner siden 1948, lægger dermed platform til en sjælden kombination af sportshistorie, samtidskunst og velgørenhed, når den guldklædte sofa skifter ejer på onlineauktionen.