Finanskrisen har taget sine ofre. Et af dem var uhyggeligt tæt på at blive det danske modebrand Baum und Pferdgarten, som Rikke Baumgarten og Helle Hestehave står bag.
Men brandet blev reddet af Bruuns Bazaar, der overtog aktiemajoriteten, og dermed kunne de to designere fortsætte deres arbejde.
Og det har de gjort så godt, at de torsdag under den københavnske modeuge blev belønnet med Alt For Damernes prestigefyldte pris, Guldknappen.
- Det betyder rigtig meget. Æren for det første, og at der stadig er nogen, der synes, at det er godt, det vi laver, siger designer-duoen.
De fik første gang Guldknappen tilbage i år 2000, og siden da er der sket meget.
- Vi sad faktisk og kiggede på nogle billeder fra dengang i går, og det er jo en kæmpe rejse. Trenden og tiden spiller ind, men det har tankerne om virksomheden og mærket også, forklarer Rikke Baumgarten og Helle Hestehave, der startede brandet i 1999.
- Da vi begyndte, var det jo bare os to, og nu har vi et stort team bag os, siger de.
Vinderne af prisen Sølvtråden, der gives til et brand, som Alt For Damerne spår en stor fremtid, blev Ganni.
De to designere, Ditte Reffstrup og Katrine Green, der står bag, glæder sig over skulderklappet.
- Vi er virkelig stolte. Det er fedt at få prisen nu, for det er lige nu, vi er på vej, siger designerne.
/ritzau/