Graver guld i baghave
INDIANAPOLIS: Redningstjenester måtte hjælpe en 25-årig op ad et dybt hul, han havde gravet i sin baghave i et forsøg på at finde guld. Det skriver wsbt.com. I tre dage gravede han sammen med sin far, men de fandt ikke andet end vand. Det endte med, at den 25-årige sad fast i det 2.5 meter dybe hul, og redningstjenesten måtte bruge to timer på at få ham op ad hullet. Faderen sagde, at en ånd havde fortalt sønnen, at der var guld i baghaven.
Femårig i solarium
NEW JERSEY: En 44-årig kvinde er meget glad for at at gå i solarium. Nu er hun blevet anholdt af politiet i New Jersey for at medbringe sin femårige datter i et solarium. Det skriver msnbc.com. Kvinden nægter sig skyldig, men indrømmer, at hun selv har et overdrevet forbrug. Den rødhårede datter blev nødt til at blive hjemme fra retssagen, fordi hun var slemt forbrændt. Moderen holder dog fast i, at datteren var blevet forbrændt i solen, og at der er tale om en misforståelse.
Kampvogn nedriver hus
MINNESOTA: En nedrivning af et hus kan foregå på flere måder. Da et 150 år gammelt hus skulle rives ned, kørte en britisk militær kampvogn gennem huset. Det tog en halv time, før huset var væk. Kampvognen kom fra et firma, der hedder "Drive a Tank". Firmaet giver civile muligheden for at prøve at køre en kampvogn. Baggrunden for nedrivningen er, at ejeren af virksomheden ville vise lokale beboere, hvad en kampvogn er i stand til, skriver The Telegraph.