OL-sølvmedaljerne i Rio bliver et foreløbigt punktum for de fire besætningsmedlemmer i den danske Guldfirer.
27-årige Jacob Barsøe har tilsidesat stort set alt de seneste år for at nå OL-finalen i Brasilien.
- Det har været på bekostning af familie, venner, studier og arbejdet de sidste otte år - for mit vedkommende fire år, siger Jacob Barsøe.
- Vi skal alle sammen have en pause, for ellers vil vi ikke være kompromisløse nok.
- Hvis man skal være med på det her niveau, så kræver det, at man siger nej til alting. Min familie er fra Jylland, så jeg kan ikke være med til familiefødselsdage, hvis vi skal få trænet de kilometer, som kræves, forklarer han.
Når besætningen i letvægtsfireren har sundet sig med lidt andre ting, så kan det være, at sulten kommer igen.
- Når vi har holdt pause, så siger det sig selv, at det ikke er sikkert, at vi er gode nok til at komme tilbage i båden.
- Det er de fire bedste i Danmark, der sidder på den båd, siger han.
Jacob Barsøe fortæller, at det var helt specielt at modtage hyldesten på medaljeskamlen.
- Jeg var ved at tude deroppe. Der var mange følelser. Ham, der har holdt mig i gang fra starten, er lige død af kræft. Han nåede ikke at opleve sølvet. Det var måske mit sidste løb på det her plan, så der var mange følelser, siger Barsøe.
/ritzau/