Letvægtsfireren i roning er for femte OL i træk klar til A-finalen.
Tirsdag roede båden med tilnavnet Guldfireren sig i finalen via en flot førsteplads i semifinalen ved Dorney Lake uden for London.
Eskild Ebbesen, Jacob Barsøe, Morten Jørgensen og Kasper Jørgensen er dermed klar til at forsvare OL-guldet fra 2008 i Beijing.
Dengang var Eskild Ebbesen og Morten Jørgensen også med.
Danskerne var i front fra start på yderbanen bane seks og førte med et sekund foran Sydafrika efter 500 meter.
Den danske dominans fortsatte midtvejs, eftersom Guldfireren efter en kilometer var 1,8 sekunder foran Kina.
500 meter fra mål var Australien kommet op som nummer to, men stadig var der halvandet sekund op til danskerne.
Mod slutningen kom konkurrenterne lidt tættere på, men føringen blev holdt til sejr foran Sydafrika og Australien.
Danskerne roede de to kilometer i tiden 6.03,53 minutter.
Danmark har domineret stort, siden letvægtsfireren i 1996 kom på OL-programmet.
Danmark vandt guld ved OL i 1996, 2004 og 2008, mens det blev til bronze i 2000.
Storbritannien, Schweiz og Holland gik videre fra den anden semifinale.
/ritzau/