Den danske letvægtsfirer i roning - også kaldet Guldfireren - er et af de varmeste danske medaljebud ved OL i London, men båden kom ikke flyvende fra start.
For selv om det indledende heat endte med en tredjeplads, hvilket var nok til at sikre semifinalepladsen, så var danskerne skuffede over deres egen indsats.
- Det var ikke, hvad vi havde håbet på. Vi stressede de første 500 meter, og det sætter rytmen for resten af løbet. Vi roede med overarmene (i stedet for at bruge benene til at sikre den rigtige rytme, red.). Det var forhastet, siger veteranen Eskild Ebbesen.
Den danske båd med Jacob Barsøe, Kasper Jørgensen, Morten Jørgensen og Eskild Ebbesen er sammen med Australien og Storbritannien favoritter til at nappe guld, sølv og bronze, men lørdag blev danskerne slået af både Schweiz og Sydafrika.
- Det var ikke det bedste, vi kan levere. Vinden var mod os, siger Morten Jørgensen.
Alligevel er han optimist i forhold til at hente en medalje - og helst af guld.
- Vores plan er at vinde. Vores hovedkonkurrenter er Australien og Storbritannien. Vi er stærke, men vi skal vise de andre hold, at vi kan gøre det. Når alt kommer til alt, er vi det hurtige hold i denne disciplin, siger Morten Jørgensen.
/ritzau/