Hvidovres Totempo Hvik blev sendt hjem fra Herning med et sviende 10-1-nederlag i slutspillets første kamp i den danske ishockeyliga tirsdag.
Men Hvidovre rejste sig efter den store øretæve og slog igen, da de fredag aften tog imod Herning Blue Fox i slutspillets anden runde.
Med en 3-1-sejr viste Hvidovres mandskab, at de er klar til at give de forsvarende mestre fra Herning kamp til stregen i slutspillet, hvor holdene spiller bedst ud af syv kampe.
Også Nordsjælland Cobras og Odense Bulldogs slog igen mod henholdsvis Sønderjyske og AaB og udnyttede hjemmebanefordelen, så holdene nu har vundet en kamp hver i slutspillet. Nordsjælland vandt 2-1 over Sønderjyske, mens Odense slog AaB med 4-1.
Eneste hold, der endnu ikke har vundet en kamp i slutspillets kvartfinaler, er guldfavoritterne Rødovre Mighty Bulls.
Sæsonens bedste hold fra Rødovre møder sæsonens svageste hold, Frederikshavn White Hawks, i slutspillet, men for anden gang i træk måtte Rødovres hold se sig slået, denne gang med 4-1.
Tredje runde i kvartfinalerne spilles søndag.