Den kendte dokumentarist Christoffer Guldbrandsen skal de næste mange lørdage endevende den verserende skattesag om statsminister Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skatteforhold for Radio 24/7.
Det skriver politiken.dk. Programmet på Radio 24/7 har fået titlen "Regnskabets time".
- Uanset hvad kendsgerningerne viser sig at være, bliver det et skelsættende forløb, siger Christoffer Guldbrandsen til politiken.dk.
- Mange vil forsøge at tale sagen ned, få den til at gå væk eller fordreje dens substans. Her er det mit håb, at udsendelserne kan bidrage til at fastholde fokus på det principielle og holde et vågent øje på alle sagens aktører. Også medierne, siger han til netavisen.
Den 41-årige journalist er kendt for dokumentaren "Den hemmelige krig" fra 2006, om den danske deltagelse i krigen i Afghanistan.
Men han stod også bag dokumentaren "Fogh bag facaden" fra 2003 om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og EU-topmødet i 2002.
I 2009 lavede han dokumentaren "Dagbog fra midten" om stiftelsen af det politiske parti Ny Alliance.
/ritzau/