Guldaspiranterne FC Midtjylland og FC København tørner sammen i tredjesidste spillerunde af mesterskabsspillet i Superligaen.
Det oplyser ligaen på sin hjemmeside.
Sæsonens sidste indbyrdes møde mellem de to suveræne tophold spilles i Herning søndag den 12. maj.
I sæsonens 30. runde - den fjerde i mesterskabsspillet - tørner topklubberne sammen i Telia Parken. Det sker søndag den 18. april.
Begge klubber slutter af på hjemmebane i sidste runde. FCK tager imod FC Nordsjælland, mens FCM får besøg af Esbjerg. Det sker 26. maj.
Klassikeren mellem Brøndby og FCK spilles første gang 14. april i Brøndby, mens de mødes i Parken 5. maj.
Mesterskabsspillet indledes fredag den 29. marts, når Brøndby tager imod OB. Dagen efter mødes FC Midtjylland og FC Nordsjælland, mens FCK og Esbjerg tørner sammen søndag den 31. marts.
Inden de ti afgørende runder fører FCK ligaen med et point til FCM.
Programmet til nedrykningsspillet blev også offentliggjort tirsdag. I gruppe 2 indleder Vendsyssel og AaB mod henholdsvis Hobro og Randers 31. marts.
Samme dag mødes Sønderjyske og Horsens i gruppe 1, mens AGF og Vejle ramler sammen i samme gruppe 1. april.
Også pokalsemifinalerne blev programsat tirsdag. FC Midtjylland tager imod OB 3. april, mens Brøndby på hjemmebane skal møde AaB 4. april. Begge kampe spilles klokken 19.30.
Pokalfinalen spilles fredag den 17. maj. Da man endnu ikke kender finaledeltagerne, bliver kamptidspunkterne for den efterfølgende runde - den 35. runde - først lagt fast 5. april.
/ritzau/