Rudi og Harald Nielsen var hinandens i næsten 55 år, indtil Harald Nielsen døde i august sidste år. Vi har mødt Rudi uden Harald.

Da den tidligere fodboldstjerne Harald Nielsen døde i august sidste år, betød det et smerteligt farvel for hans kone, den tidligere barnestjerne i ”Far til fire-filmene” Rudi Nielsen. De to mødte hinanden i 1961, da han skulle spille en gæsterolle og forelskede sig i Mie i ”Far til fire med fuld musik”.

Det var ikke meningen, de skulle blive rigtige kærester. Men det blev de. Hun var 17, og han var 19, da de indledte et langt kærlighedsliv. De nåede guldbrylluppet og fik næsten 55 år sammen. Hvordan gjorde de? Og kærligheden – hvad sker der med den, når den ene i et så symbiotisk ægteskab ikke længere er der? Det fortæller Rudi Nielsen om i et interview med FEMINA:

Hvordan har du det?

– Altså, jeg har det godt. Der ER jo en smerte indeni, som nok ikke går væk, men jeg synes, jeg har det godt ... se, nu bliver jeg lidt rørt ... det kommer sådan lidt indimellem ... Men Harald og jeg har altid talt om, at vi skal have det BEDSTE ud af livet, mens vi er her. Det prøver jeg virkelig også på. Det skal nok gå.

Skuffet over lægen

Det er svært at hive beklagelser eller brok over tilværelsen ud af Rudi. Hun er simpelthen ikke typen. Muligvis er det positive livssyn et valg. Uanset hvad, har det bragt hende meget godt. Balance. Glæde. Fred. Kærlighed. Men der er alligevel noget, der nager hende, noget, hun ville ønske var foregået anderledes. Fordi det formentlig ville have betydet, at hun og Harald havde haft hinanden i længere tid.

For 10 år siden fik Harald et hjertestop. ”Nogen holdt hånden over ham og vores datter”, siger Rudi. Mindre end 10 minutter tidligere havde de kørt på motorvejen. Harald satte deres datter af på en stille villavej i Charlottenlund. Han nåede hen for enden af vejen, hvor han besvimede bag rattet og kørte lige over vejen ind i et plankeværk og videre ind i et hus.

– Dér vågnede han og tænkte: Hvem var det, der kørte ind i mig? Det viste sig, at hjertet var gået i stå. Så fik han en avanceret pacemaker. Man kan godt sige, at DET var en krise i vores liv, siger Rudi Nielsen.

Pacemakeren betød, at Harald blev fast gæst hos sin læge for at få taget tjek-blodprøver. Alligevel blev hans prostatakræft først opdaget for tre år siden.

– Lægen havde sagt, at det bare var alderen, når Harald havde nævnt, at han skulle op og tisse om natten. Her burde lægen nok have været mere opmærksom, og jeg er faktisk meget skuffet over det. For det viste sig at være prostatakræft MED spredning til knoglerne. Det skulle have været opdaget længe før. Harald fik jo alligevel taget blodprøver hele tiden. Lægen burde bare have sat et lille kryds mere på skemaet for at få testet det, der hedder PSA-tallet. Nu var kræften ... fremskreden og kunne ikke opereres, men den kunne holdes nede.

Det lykkedes i tre år. Så skulle Harald i kemo, men et for højt infektionstal gjorde det umuligt.

– Lægerne fandt aldrig den infektion. De ledte fra januar, til han døde i august. Den sidste gang vi var på hospitalet, var vi der 13 uger i træk. Vi håbede hele tiden, men da de sagde på hospitalet: ”Vi KAN ikke finde den infektion”, og sagde, at vi godt kunne tage hjem, vidste vi godt, at så måtte vi nyde den tid, vi havde derhjemme. Og så gik det sådan langsomt ned ad bakke ...

– De sidste dage sagde Harald ikke noget, han lå bare og kiggede lidt indimellem. Jeg læste op for ham af biografien ”Guld Harald – Topscorer, idol, rebel”. Den er ganske skøn, og det var dejligt ... Den dag Harald døde, sov han lige så stille ind sent på aftenen. Lidt over 22. Det var ganske fredeligt. Og så ... jeg vidste, at der skal gå nogle timer, før man kan blive erklæret død, så jeg ringede først til lægen næste dag ... 

Du havde behov for at være sammen med Harald så længe som muligt?

– Ja. Jeg syntes da, jeg ville have den sidste tid ... med ham.

Hvad er det værste nu?

– Jamen, det værste er jo at miste. Og så er det værste alle de mange ikke særlig rare undersøgelser, Harald skulle igennem, og at det så alligevel ikke lykkedes. 73 år er jo ingen alder, det er det jo ikke.

Hvordan føles det at måtte sige farvel efter et helt liv sammen? 

– Altså jeg bliver utrolig rørt nu ... det er jo både en tomhed og en smerte. Men samtidig har vi haft så utrolig dejligt et liv. Det er det, jeg trækker frem. Og det er egentlig det, der gør, at jeg har det godt nok, for der har også været så meget positivt. Harald og jeg har på alle måder dyrket livet.

Er han her stadig?

Rudi taler ofte i nutid, når hun taler om Harald og om dem som par. Som om han stadig er her. Det er han på sin vis mærkværdigvis også. Her i huset. Som om han bare lige er gået. Eller kommer hjem lige om lidt.

– Kærligheden forsvinder jo ikke. Jeg føler, at Harald stadigvæk er her. Det ER, som om Harald stadig er her. Jeg kan også sove om natten. Fordi han er her. Jeg siger både godmorgen og godnat. Og jeg har små billeder stående rundtomkring. Jeg behøver egentlig ikke at spørge ham om hans mening om noget, for jeg ved, hvad han vil sige. I løbet af det lange liv, man har haft sammen, er der mange ting, man slet ikke behøver at sige til hinanden, for man ved det jo godt. Det er næsten tankelæsning.

Læs på femina.dk: Derfor er venskab vigtigere end passion i et parforhold

Muligvis KAN man faktisk blive ved med at være par, selv om den ene ikke er der længere. Harald døde 11. august, men han er fortsat manden i Rudis liv.

– Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg skulle kunne blive forelsket igen. For kærligheden til Harald er det største af alt. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig at møde en mand igen. Med den alder, jeg har, og alle de år, Harald og jeg havde sammen ... nej.