Der var natten til tirsdag tak-for-denne-gang-fest for de nyslåede VM-guldvindere.
Festen foregik på den københavnske natklub ARCH, som ejes af blandt andre den tidligere X Factor-dommer, musikproducer og erhvervsmand med mere Remee.
B.T. rapporterer fra festen, at håndboldherrerne ankom i afslappet stil med en Hans Lindberg i åbenstående skjorte, Mikkel Hansen i orange dynejakke og bøllehat, mens Mads Mensah var i lysebrun skjorte med hvid t-shirt under.
Landsholdsdebutanten Nikolaj Øris var som oftest mest af alt iklædt et stort smil.
Remee fortalte inden gæsterne ankom, at hans medarbejdere havde været igang, siden det blev aftalt mandag, at det var på ARCH der skulle festes.
- Vi vidste jo godt, at de havde vundet, vi vidste bare ikke, at vi også havde vundet dem, sagde Remee til Ekstra Bladet.
VM-guldvinderne blev fejret på Københavns Rådhus sidst på eftermiddagen mandag, og fik ikke mindst en hyldest af håndbold-folket, som i tusindvis var mødt frem på Rådhuspladsen.
Efter hyldest og de berømte rådhuspandekager gik turen videre til en fælles middag. Også det stod Remee for. Hvor det foregik ville han dog ikke ud med:
- Men det er klassisk dansk mad med et twist, og vi har fundet en super fed kok til at lave maden, fortalte Remee til Ekstra Bladet.
Det var anden nat i træk i træk, at guldvinderne gav den gas i nattelivet. Natten til mandag havde de holdt liv i Fox and Hounds i Herning til efter normal lukketid.