Søndag eftermiddag sætter 400-500 fagforeningsfolks sig til rette i Aalborg Kongres- og Kultur Center.
I fire dage skal de diskutere fagbevægelsens fremtid - og stensikkert tale om, hvorfor en kvart million medlemmer har forladt LO og hvorfor 100.000 vil forlade fagforeningerne i løbet af de kommende år.
Hvad er LO?
Men hvad er LO for en størrelse? Det forsøger vi at give et par svar på i denne miniguide.
LO er paraply for en hel masse fagforeninger. Fælles for fagforeningerne i LO er, at de er for ufaglærte og faglærte, som håndværkere, SOSU'er, frisører, smede og fodboldspillere.
Den almindelige lønmodtager er ikke medlem af LO. Han eller hun er medlem af eksempelvis 3F, men betaler via sit kontingent 200 kroner om året til LOs kasse. I alt har det givet LO 183 millioner kroner i år.
Her ender pengene
Pengene går blandt andet som tilskud til en lang række organisationer, som AE Rådet, der laver økonomiske analyser, Arbejdermuseet og DUI – leg og virke.
Men de fleste af pengene går til at lønne LOs egne ansatte. Herunder formanden Harald Børsting, som tjener 1,2 millioner kroner om året.
LO er en grundsten i det, man plejer at kalde Den Danske Model. Den bygger på, at arbejdsgivere og lønmodtagere aftaler løn og arbejdsforhold uden indblanding fra politikerne. Det betyder for eksempel, at der i Danmark ikke er vedtaget nogen mindsteløn i Folketinget.
Fælles stemme
Samtidig er LO fagforeningernes fælles stemme overfor Folketinget, EU og regeringen. Det betyder, at LO for eksempel deltager i trepartsforhandlinger og kommer med indspark til lovgivning, der har noget med arbejdsmarkedet eller drejer sig om medlemmernes vilkår.
Der findes to andre hovedorganisationer i Danmark – FTF og AC. FTF er hovedorganisation for dem med mellemlang uddannelse som pædagoger, sygeplejersker og folkeskolelærere, mens AC organiserer akademikerne.
Kongressen i Aalborg
LO holder kongres hvert 4. år. Her samles 400 repræsentanter for de fagforeninger, der er medlem, for at blive enige om, hvad der skal ske frem til næste kongres.
I virkeligheden er meget dog bestemt på forhånd i LOs daglige ledelse, der består af de mægtigste fagforeningers formænd. For eksempel har LO allerede i maj fyret 20 procent af deres ansatte, som konsekvens af det budget ledelsen vil foreslå kongressen at vedtage.