Det er i både Tyrkiets og Europas interesse, hvis tyrkerne får afsluttet deres optagelsesforhandlinger med EU, siger den tyrkiske præsident, Abdullah Gül, som onsdag talte i Sveriges parlament, Riksdagen.
- I en periode, hvor demokratiet bliver ekspanderet i Mellemøsten og Nordafrika, og hvor tyngdepunktet i den globale økonomi forskubbes mod Asien, ville det være strategisk kortsigtet af Europa at distancere sig fra Tyrkiet, understreger han.
- Det ville får alvorlige strategiske følger på lang sigt, tilføjer den tyrkiske præsident.
Gül fremhæver, at Tyrkiets offentlige finanser opfylder kriterierne i Maastrichttraktaten, og at landets økonomi vokser fem gange så hurtigt som den gennemsnitlige EU-økonomi i det seneste årti.
Gül, der i Stockholm flere gange blev spurgt om problemer med demokratiske rettigheder for kurdere og fængslede journalister, siger, at Tyrkiet er på vej ind i en ny udvikling.
- Vi har haft mange problemer tidligere, og den demokratiske standard har ikke været høj, men dette er er noget, som alle tyrkere har et problem med. Nu er en demokratisk proces i gang med en ny forfatning for alle indbyggere, siger han.
/ritzau/TT