Tilbage i august sidste år udviklede en nabo-fejde sig dramatisk, da Gudme-præsten Peter Lidegaard tog sit haglgevær under armen, krydsede vejen og skød ind
gennem indgangsdøren hos sin genbo. Genboen blev ikke ramt, men det gjorde genboens puddelhund, Olfert.
Sagen skulle i dag have været afgjort ved retten i Svendborg, men i sidste øjeblik har Lidegaard valgt at betale sin bøde. Det skriver Fyens.dk.
Dermed får offentligheden formentlig aldrig kendskab til, hvad der gik gennem præstens hoved, da han affyrede skuddene.
I første omgang blev Peter Lidegaard sigtet for straffelovens grove paragraffer. Det blev dog senere justeret til hærværk, hvilket blev takseret til en bøde, som Lidegaard i første omgang altså afviste at betale.
Hvor stor bøden er, har det ifølge Fyens.dk endnu ikke været muligt at få oplyst.