I det kommende år får de ansatte i Nordea i Roskilde mulighed for at tale med en lokal folkekirkepræst i arbejdstiden. Samtalernes indhold er op til medarbejderne, men målet er soleklart.
»Vi håber, at vores ansatte får lidt mere overskud. Overskud gør nemlig, at kunderne bliver glade, og glade kunder giver flere penge til aktionærerne,« siger Carsten Reves, områdedirektør i banken.
Og præsten Lene Munch har ingen problemer med at hjælpe erhvervslivet.
»Jeg er først og fremmest til gavn for det enkelte menneske, og hvis det så smitter af på Nordeas bundlinje – ja, så er det også godt for dem,« siger hun.
Hele projektet er omgærdet af tavshedspligt og frivillighed. Medarbejderne er fuldstændigt fredede for spørgsmål omkring deres samtaler, og der bliver ingen form for rapportering til deres chef om antallet af samtaler eller indholdet.
»Man kan tale om det, man vil. Arbejdsmæssige problemer, ungerne derhjemme eller manden,« siger direktøren.
Præster er alle vegne
Lene Munch synes, at det er helt naturligt, at folkekirken sender sine præster ind på virksomheder.
»Vi er allerede i uddannelsessystemet, forsvaret, fængsler og på sygehuset. Det er kirkens opgave at være der, hvor mennesker er, og mennesker bruger altså utrolig meget af deres tid på arbejdspladserne. Så der vil vi også være,« siger hun.
Nordea har sikret sig, at både muslimer, buddhister og ateister er velkomne til samtaler med præsten.
»Jeg har ikke valgt en præst, fordi vi vil markedsføre kristendommen, men fordi kristendommen er en del af vores danske værdigrundlag,« siger Carsten Reves.
Lene Munch er blevet præsenteret for de ansatte i banken, og hun har holdt en foredrag om forskellen på næstekærlighed og flinkeskolen. Ifølge Carsten Reves er initiativet blevet rost af medarbejderne.
Niels Gregers Hansen er personalechef i Nordea. Han vil ikke lukke alverdens trosretninger ind i bankerne, men en enkelt folkekirkepræst kan der alligevel blive plads til i Roskilde.
Er Nordea en kristen bank?
Nej det er vi ikke. Vi er hverken kristen, buddhistisk eller muslimsk.
Hvorfor sørger I så for, at medarbejderne kan få kristen vejledning i arbejdstiden?
Roskilde
Stift har tilbudt, at man kan få en præst ind på arbejdspladsen. Det er
et lokalt tilbud, som den lokale bank har lyst til at prøve. Dermed har
Nordea ikke taget stilling til fordel for kristendommen. Vi har både
muslimer, buddhister og ateister ansat.
Men kunne man forestille sig, at Scientology eller islam fik samme mulighed for at give åndelig vejledning i banken?
Vi
har valgt den kristne tro, fordi de fleste danskere bekender sig til
den. Og ærligt talt tror jeg ikke, at ret mange af vores ansatte ville
have lyst til en samtale med en imam. Vi prøver det her af, men der er
meget langt til en situation, hvor alle trosretninger har hver deres
kontor i banken i Roskilde.
Hænger tro og arbejde overhovedet sammen?
Vi
har præster på sygehusene, men hænger sygdom og præster sammen? Det gør
det for nogle. Ikke for andre. Sådan er det også i banken. Vi i banken
ønsker ikke at lave en sammenkædning mellem kristendom og arbejde.
Men når I inviterer en kristen præst indenfor, så kæder I jo netop arbejde og kristendom sammen?
Det
vil nogen nok synes, men intentionen er noget andet . Vi giver tilbud
om at tale med en præst i arbejdstiden. Så må vi se, om nogen benytter
sig af det.