Af Anne Winther - anwi@avisen.dk
Rigmor Zobel har lige købt et par dyre, men anonyme solbriller af mærket Mosley. Ingen flashy G-er eller snoede C-er her:
»De færreste vil vide, hvad det er for nogle, men de, der gør, bliver imponerede,« siger Rigmor Zobel.
For nogle år siden ville hun have købt en Louis Vuitton-taske. I dag vil hun hellere købe en Bottega Veneta, som i modsætning til Louis Vuitton ikke er et prangende mærke, men som også er kendt for kvaliteten af læderet og forarbejdningen.
»Otte ud af ti ved ikke, hvor dyr en taske, det er.«
Og dét er netop pointen.
Plastikkirurgi til alle
I dag har Gucci-tasker og Dolce Gabbana-tilbehør mistet deres eksklusivitet, fordi de ikke længere er forbeholdt de få, og selv meget unge mennesker har sparet op og investeret i et eksemplar. Det samme gælder plastikkirurgi og for det lidt ældre publikum Arne Jacobsen-møbler som "Ægget" eller "Myren":
»Det er noget, alle har. Man kan nærmest købe det i supermarkedet,« siger As Øland, tidligere moderedaktør på Eurowoman og nu informations- og kreativ chef hos Dansk Textil & Beklædning.
Kun for kendere
Det er altså ikke længere nok at kunne afkode logoer eller have råd, for i dagens opturs-Danmark er det noget, de fleste kan og har.
As Øland peger på tre kriterier, der definerer luksus i dag: Få eksemplarer. Det må ikke være noget, alle kan købe. Allerbedst er det, hvis det er noget unikt, nummereret eller hvis det er lavet specielt til dig.
Kvalitet er gud. Man køber ikke bare en mærkesofa. Den skal være lavet af noget særligt uld eller ud fra en bestemt filosofi.
Og sidst men ikke mindst skal man være først. Hvis man er rigtig fremme i skoene, er man den eneste, der ved, at man er det. Det skal ikke staves med store bogstaver.
»Det kræver mange penge, men man skal også vise personlighed. Man er dyr, hvis man har oplevet noget, har en speciel viden eller har en historie at fortælle. Og der skal være en historie bag produktet, som folk er nødt til at spørge ind til,« siger As Øland.
Taske til 40.000 kr.
For forlægger Malene Malling, som står bag modemagasinet Cover, er luksus en tur i skoven med sin datter iført en kombination af Birkin-taske og lækre gummistøvler:
»Jeg kan godt huske, da jeg fik min første Gucci-taske til 3.000 kroner, og det var det vildeste. I dag er det en Birkin, som koster 40.000.«
Malene Malling pointerer, at mærker stadig tæller, de skal bare være diskrete:
»Martin Margeila syer sine mærker fast indeni med hvid tråd, så udefra kan man kun se fire hvide stikninger. Men en kender ved, hvad de stikninger betyder. Det handler om at kommunikere til en sluttet kreds.«