Manchester City er i øjeblikket under hård beskydning for brud på Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) regler om Financial Fairplay.
City-manager Josep Guardiola tager tirsdag klubben i forsvar, selv om han erkender, at han ikke er nok inde i sagerne.
- Jeg ved ikke, hvad der er foregået, for jeg er manager. Jeg fokuserer på, hvad der sker på banen og i omklædningsrummet.
- Men jeg er en del af klubben. Jeg støtter klubben, og vi må gøre, hvad vi kan gøre inden for reglerne, siger Guardiola.
Det tyske magasin Der Spiegel er kommet i besiddelse af en lang række lækkede dokumenter, der ifølge magasinet viser, at City har forsøgt at omgå Uefas regler om Financial Fairplay.
Uefa-reglerne skal sikre, at fodboldklubber ikke kan køre med alt for store underskud.
Dokumenter viser ifølge Der Spiegel blandt andet, at City har fået tilført ekstra økonomiske indsprøjtninger fra sponsorer i Qatar for at overholde Uefas regler om Financial Fairplay.
Josep Guardiola køber ikke præmissen om, at det er penge, der har gjort City fra et middel- til et mesterhold.
- Hvis folk siger, at det kun handler om penge, så må vi acceptere det, men det er helt forkert.
- Vi arbejder hårdt og godt, og derfor vil jeg altid forsvare os. Specielt mine spillere, siger Guardiola.
Allerede da spanieren kom til Manchester City i 2016 efter ophold i FC Barcelona og Bayern München, var den engelske klub kendt som en med mange penge.
- Da jeg var i Barcelona og Tyskland hørte jeg altid, at Manchester City havde mange penge. Bare penge. Det må vi leve med.
- Nu har jeg været i klubben i tre år, og jeg vil sige, at som i så mange andre klubber, så er der mange penge. Men det er også en utrolig klub. Der er mange fantastiske og professionelle mennesker, der arbejder her, siger træneren.
Manchester City møder onsdag ukrainske Shakhtar Donetsk i Champions League.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP