Ritzau
Opdateret kl. 03:29
Pep Guardiola, der i dag varmer trænersædet i Manchester City, kalder sin landsmand Luis Enrique "den perfekte træner".
De pæne ord falder, efter at Enrique onsdag annoncerede, at han træder tilbage som cheftræner i FC Barcelona ved udgangen af denne sæson.
Guardiola har selv tidligere stået i spidsen for det katalanske storhold, men han har allerede kvalt alle spekulationer om et muligt comeback.
Efter Manchester City onsdag knuste Huddersfield i FA Cuppen, benyttede Guardiola lejligheden til at hylde sin gamle holdkammerat.
- Jeg har to reaktioner. Den første er, at jeg er Barcelona-fan - fordi det er min hjerteklub - og jeg er så trist.
- Vi kommer til at savne den perfekte træner for Barcelona - hans personlighed og hans karakter. Han har haft to eller tre år og har stået for noget utroligt fodbold med nogle utrolige fodboldspillere, siger Guardiola.
Pep Guardiola og Luis Enrique spillede begge i FC Barcelona 1990'erne. Guardiola mener, at Luis Enrique har gjort en uvurderlig indsats for storklubben.
- Min anden reaktion er, at hvis han har truffet den beslutning (om at stoppe, red.), så forstår jeg ham fuldstændig, og jeg ønsker ham selvfølgelig held og lykke. Og til sidst vil jeg - som alle i Barcelona - gerne takke dig for alt det, du har gjort for min klub i disse tre år, lyder det fra Guardiola.
/ritzau/