Pep Guardiola vil under ingen omstændigheder sælge klubbens stjerneangriber Sergio Agüero.
Det siger Manchester City-manageren under klubbens turné i USA, hvor holdet er ved at gøre klar til den kommende sæson.
- Han er vores spiller, og han bliver her, siger Guardiola.
Han fortæller samtidig, at klubben er i dialog med tre-fire mulige transferemner.
Adspurgt om hans interesse for Arsenals chilenske stjerne, Alexis Sánchez, er Pep Guardiola åben.
Sánchez har flere gange indikeret, at han ønsker at forlade Arsenal, mens klubbens manager, Arsène Wenger, har fastslået, at Sánchez ikke er til salg.
- Alexis er Arsenal-spiller, det siger Arsène (Wenger, red.), og det er fordi, han ved mere, end jeg gør, siger Guardiola.
To af de spillere, som Manchester City er interesserede i, er angiveligt Real Madrids forsvarsspiller Danilo og Monacos Benjamin Mendy.
- Vi taler med tre-fire spillere med de næste tre, fire, fem år for øje. De er unge spillere. Vi har muligheder for nye spillere, men indtil aftalen er underskrevet, og med respekt for de andre klubber, kan jeg ikke sige mere, siger Guardiola.
- Mendy er i den samme situation som Danilo. Vi har mål, og så må vi se, hvad der sker. Han er Monaco-spiller, så jeg er forsigtig med mine kommentarer, siger Guardiola og røber alligevel en vis interesse.
Manchester City møder Manchester United torsdag i en træningskamp i Houston.
/ritzau/AP