Pep Guardiola er ikke færdig i Manchester City lige foreløbig.
Torsdag aften oplyser det engelske storhold på sin hjemmeside, at spanieren har skrevet under på en toårig kontraktforlængelse.
Succestrænerens kontrakt stod til at udløbe til sommer, men den nye aftale betyder, at parterne har papir på hinanden frem til 2027.
53-årige Guardiola kom til klubben i 2016. Siden har cheftræneren føjet 18 trofæer til Citys pokalskab.
Storklubben har blandt andet vundet Premier League seks gange og Champions League en enkelt gang under spanierens ledelse.
På tværs af alle turneringer har Guardiola vundet 353 af de 490 kampe, han har haft ansvaret for.
- Manchester City betyder så meget for mig. Jeg har en virkelig særlig følelse for denne fodboldklub.
- Det er derfor, jeg er så glad for at blive her i yderligere to sæsoner, siger Guardiola til klubbens hjemmeside.
Spanierens beslutning om at blive kan siges at være et boost for City.
Klubben venter på at få afklaret en lang række anklager om brud på Premier League-reglerne.
City er anklaget for 115 overtrædelser, som klubben imidlertid nægter at have begået.
Guardiola har i øjeblikket svært ved at fastholde et stabilt niveau i kampene, og City har tabt sine seneste fire kampe set over alle turneringer.
Klubben er dog på andenpladsen i Premier League med fem point op til Liverpool efter 11 kampe.
/ritzau/