Manchester City har tabt forspringet i toppen af Premier League og ligger ikke længere nummer et.
Det skyldes ikke mindst en række pointtab i kampe, som manager Josep Guardiolas mandskab ellers har kontrolleret og domineret stort.
- Vi er nødt til at forbedre os i begge felter, både defensivt og offensivt, med at score mål og forhindre scoringer, siger Guardiola ifølge AFP, efter hans hold lørdag atter smed point.
Denne gang med 1-1 hjemme mod Middlesbrough, som udlignede til allersidst, efter City havde haft flere store chancer til at lukke kampen.
For tredje uafgjorte kamp i træk måtte Guardiola således konstatere, at hans hold smed sejren væk.
- Når man ser på de tre kampe, smed vi seks point, men modstanderne var kun i vores felt fire eller fem gange.
- Vi angreb godt (mod Middlesbrough) og kontrollerede kontraangrebene, og vi skabte mere end nok chancer til at vinde kampen.
- Men når man kommer til det sidste minut, og det kun står 1-0, kan alt ske.
Manchester City har kun vundet en af de seneste fem kampe i Premier League og ligger nummer to, et point efter Chelsea.
Søndag kan også Arsenal og Liverpool hoppe over Manchester City i tabellen.
/ritzau/