Dårligt forsvarsspil, uskarpe afslutninger og slap indstilling.
Nogenlunde sådan kan reaktionerne fra Manchester City-lejren sammenfattes, efter holdet onsdag aften tabte 1-3 til Monaco og røg ud af Champions League i ottendedelsfinalerne.
Monaco grundlagde sejren med to mål i første halvleg.
- Vi spillede exceptionelt i anden halvleg, men i den første glemte vi at møde op, siger Josep Guardiola til BT Sport, skriver AFP.
- I anden halvleg var vi meget, meget bedre, men det var ikke nok.
- Den slags sker, og det lærer vi af. Vores hold har ikke så megen erfaring med denne turnering, siger Guardiola.
Et hold ledet af ham er ikke tidligere røget så tidligt ud af Champions League.
Forsvarsspiller John Stones er træt af indsatsen.
- Meget sløset. Det var ikke op til vores standarder i første halvleg. Det ønskede vi at rette op på, men vi var ikke kyniske nok i felterne.
- Vi scorede ikke nok, og vi var ikke defensivt solide nok, siger John Stones ifølge uefa.com.
/ritzau/