Der blev klappet massivt blandt de fremmødte, da Josep Guardiola fredag annoncerede sit farvel til FC Barcelona på et pressemøde.
Træneren bekræftede her, at han stopper efter fire år som cheftræner i klubben.
- Tak for dit arbejde og din kærlighed, sagde FC Barcelonas præsident, Sandro Rosell, ifølge nyhedsbureauet Reuters, da han meddelte, at Guardiola har valgt at stoppe.
Josep Guardiola tiltrådte hos Barcelona i sommeren 2008, da han afløste den ligeledes succesrige hollandske træner, Frank Rijkaard.
På det tidspunkt var FC Barcelona lidt nede, eftersom Real Madrid havde vundet det spanske mesterskab to år i træk, men det blev der hurtigt lavet om på.
I Guardiolas første sæson vandt FC Barcelona både det spanske mesterskab og den spanske pokalturnering samt Champions League.
Også i de efterfølgende to sæsoner vandt Barcelona den spanske Primera Division, og sidste år høstede holdet endnu en Champions League-triumf.
I denne sæson har Barcelona dog haft svært ved at holde trit med Real Madrid i ligaen.
Efter sidste uges 1-2-nederlag på hjemmebane til ærkerivalen er Barcelona syv point efter Real med fire runder tilbage at spille.
Tirsdag gik det galt i Champions League-semifinalerne, da Chelsea sendte Barcelona ud med en samlet sejr på 3-2.