Venezuelas oppositionsleder lukker med et smæld døren for fremtidige forhandlinger med landets præsident, Nicolas Maduro.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Oppositionslederen, Juan Guaidó, sagde tirsdag, at der ikke er planer om at genåbne forhandlinger med den "morderiske diktator".
Meldingen kommer, efter at en flådeofficer, som var mistænkt for kupforsøg i Venezuela, angiveligt er blevet tortureret og dræbt.
- For demokrater er der aldrig en tid for at forhandle med gidseltagere, krænkere af menneskerettighederne eller diktatorer, siger han.
- Vi står over for et dødeligt diktatur.
Det sagde Guaidó i en tale til politikerne i Nationalforsamlingen, hvor oppositionen har magten.
Guaidó erklærede i januar sig selv for midlertidig præsident i Venezuela. Flere end 50 lande har anerkendt ham som præsident, herunder USA og flere europæiske lande.
Repræsentanter fra både regeringen og oppositionen har tidligere været i Norge for at forhandle om konflikten med udenrigsministeriet som mæglere.
Guaidó kræver, at Maduro udskriver et nyt præsidentvalg. Hvis det ikke er aktuelt, har Guaidó afvist at mødes med repræsentanter fra regeringen igen.
Både USA, Canada og flere latinamerikanske lande beskylder ligesom Guaidó Maduro for at stå bag drabet på flådeofficeren.
Flådeofficeren Rafael Acosta Arevalo døde i slutningen af juni på et hospital i Caracas efter at have været i regimets varetægt.
Sammen med 12 andre blev han 21. juni pågrebet af bevæbnede mænd og beskyldt for at have deltaget i et mislykket statskup mod Nicolas Maduro.
Da han en uge senere blev fremstillet for en militærdomstol, bar han ifølge AFP tydelige mærker efter tortur og besvimede i lokalet, før høringen var gået i gang.
Derefter beordrede dommeren ham overført til et hospital, hvor han døde.
- Officeren døde, mens han var i varetægt af Maduros banditter og deres cubanske rådgivere, lød det en udtalelse fra USA's udenrigsministerium.
/ritzau/