Theo Walcott bliver udsat for gruppepres i Arsenal, hvor holdkammeraten Jack Wilshere forsøger at overtale Walcott til at forlænge hans kontrakt.
Den hurtige kantspiller har kontraktudløb til sommer og har foreløbig tøvet med at forlænge aftalen med London-klubben.
- Alle i klubben ønsker, at Theo forlænger sin kontrakt. Jeg forsøger altid at få ham til det og siger; kom nu Theo, skriv under, siger Jack Wilshere til avisen Daily Mail.
- Det er selvfølgelig noget, han selv skal finde ud af. Det er op til ham og klubben at nå frem til en aftale, og det håber jeg, at han gør.
- Theo har gjort det godt for os, og han ved, hvad han betyder for os andre og fans'ene. Fem af os andre unge har lige forlænget, og forhåbentlig kan han blive den sjette, siger Jack Wilshere.
For nylig valgte Wilshere sammen med Kieran Gibbs, Aaron Ramsey, Carl Jenkinson og Alex Oxlade-Chamberlain at forlænge deres kontrakter.
Noget tyder dog på, at forhandlingerne med 23-årige Walcott er noget sejere for Arsenal-manager Arsene Wenger, der gerne ser, at Walcott snart skriver under på en ny kontrakt.
Det skyldes, at Theo Walcott fra januar frit kan tale med andre klubber eftersom hans kontrakt udløber til sommer.
/ritzau/