Det græske tankskib Minerva Concert har sat sig godt fast i mudderet øst for Samsø. Så godt, at redningsmyndighederne nu opgiver at trække skibet fri med slæbebåde.
Søværnets Operative Kommando (SOK) vil nu i stedet forsøge at tømme skibet for olie.
- I første omgang vil vi pumpe 10.000 tons ud af skibet. Vi håber, at det vil få hende til at lette sig lidt fra bunden, så vi kan trække hende fri. Vi har et tankskib på vej derud nu, og forventer, at det vil tage en 10-12 timer at pumpe olien op, siger orlogskaptajn Hans Christian Iversen fra SOK.
Minerva Concert er lastet med i alt 82.000 tons råolie, men SOK frygter ikke, at skibet springer læk, så olien siver ud i vandet.
- Det er et solidt skib, og vi har prøvet det her før, så der er ingen risiko for miljøskader, siger Hans Christian Iversen.
Søfartsstyrelsen er stadig i gang med at undersøge, hvordan ulykken kunne finde sted. Området øst for Samsø mellem Hatter Barn og Hatter Rev er et drilsk og meget trafikeret farvand, hvor mange skibe i tidens løb er stødt på grund.
Minerva Concert, der var på vej fra Fredericia til Rotterdam, havde imidlertid to danske lodser ombord, der altså ikke kunne forhindre grundstødningen.
Ifølge skibets administrerende direktør, Aristotelis Ianniou, skyldtes ulykken en fejl begået af de danske lodser. Ianniou siger til nyhedsbureauet AFP, at skibet kom ud af kurs på grund af en sprække i skibets forreste ballasttank, og at der derefter blev begået en fejl af én af de to dansk lodser om bord , oplyser Politiken.dk.